Var verdens første SOS Børnebyerne-far en gerningsmand bag upassende handlinger?

Organisationen fejrede og markedsførte ham som "pioner". Mens dette fandt sted, skulle han have udsat en ham betroet pige for upassende behandling. De ansvarlige vidste for længst om det – men hjalp ikke barnet

Undersøgelse, FALTER 5/2026, 27.01.2026

Julia, i dag 22 år gammel, i Wien: "Jeg har fortalt det igen og igen. Der skete bare intet, ingen har beskyttet mig"

For journalister har hun altid heddet Julia. En lille pige med lyst hår. Når aviser skrev store reportager om Julias børneby-far, Stefan Müller, skulle hun smile ind i kameraet. "Men jeg var aldrig i humør til at smile", siger Julia i dag.

Stefan Müller, som egentlig hedder noget andet, var den første SOS Børnebyerne-far på verdensplan. I ni år, fra 2007 til 2016, tog han sig sammen med sin kone af en børnebyfamilie i børnebyen Wien. Organisationen reklamerede med "pioneren". En mand som far, en udstillingshistorie. Ved sin indflytning var Stefan Müller 24 år gammel. Og Julia, et af "hans" børn, fem år ung.

I dag er Julia, også hun hedder noget andet, en ung kvinde, 22 år. Julia taler stille og hurtigt. Hun vil fortælle sin historie om Stefan Müller. I den er Müller ingen helt, men formodet gerningsmand.

Fra hun var fem år skulle Müller og hans kone have udsat hende for upassende behandling. Gang på gang skulle hun være blevet hentet ind i soveværelset midt om natten. Der skulle hun være blevet tvunget til at se anstødeligt materiale med Stefan Müller. Hun skulle se på parret ved fysisk intimitet. Derved skulle hendes nærmeste omsorgspersoner, der burde beskytte barnet, have "upassende berørt" hende, som Julia siger. Indtil hun var 14 år skulle hun have skullet bade med Stefan Müller, hendes børneby-far skulle derved have sæbet hende ind og "upassende berørt" hende, som det hedder på juristtysk. Hun skulle være blevet fysisk upassende behandlet og fysisk forulempet og have skullet spise sit opkast.

Reformer og hjælp til ofre

I efteråret 2025 afdækkede Falter SOS Børnebyerne-skandalen: upassende behandling børnebyer, upassende behandling gennem en stordonor med upassende interesse for mindreårige, systemsvigt fra SOS Børnebyerne og myndighederne

Undersøgelserne satte Hermann Gmeiner-sagen i gang. SOS Børnebyerne-grundlæggeren skal – sådan bekendtgjorde organisationen det selv – have udsat børn for upassende behandling

En kommission bearbejder aktuelt misforholdene. SOS Børnebyerne har siden Falter-undersøgelserne udbygget sine beskyttelseskoncepter og indført offerbeskyttelsesprocedurer. For tidligere børneby-børn findes der et nyt kontaktsted

Berørte personer kan henvende sig til Østrigs voldsbeskyttelsescentre og til børnebeskyttelsesorganisationen Möwe. Tilbuddet er gratis, plejen kan også ske anonymt efter ønske

Det er hårde beskyldninger, som Julia fremfører. For ledelsen af børnebyen Wien er de alt andet end nye. Ledelsen kender dem allerede længe, mindst siden 2011. Dengang dukkede beskyldningerne om upassende handlinger i den årlige plejerapport om Julia for første gang op.

Det tynde papir, seks sider langt, ligger til grund for Falter. Stefan Müller har selv forfattet det. Dateret 29. september 2011. Julia var "sirlig" og "køn", står der for eksempel. En videbegærlig, nysgerrig pige, der godt kan tale om følelser. Den "magiske fase", skrev Müller, "er definitivt forbi hos hende". Og: Hun påstod, "at måtte se på forskellige seksuelle (sic!) handlinger, og det (sic!) vi endda inddrager de andre børn i familien. Derudover fortalte hun, at hun siger til os, at hun ikke ønsker det, men at vi ignorerer det". Højst alarmerende udsagn fra en otte år gammel pige.

Men SOS Børnebyerne Wien slog ikke alarm. Ledelsesetagen troede ikke på pigen, men på Müller. Julia fortalte det kun, påstod han, fordi hun er ked af det, når Müllers er væk. Næsten fem år mere måtte Julia leve under samme tag med parret, der skulle have upassende behandlet hende. Først i 2017 kom der konsekvenser.

Det er den næste SOS Børnebyerne-skandale. Igen handler det om at se bort. Igen troede ingen på børnene. Igen blev nødråb ikke hørt. Igen forsøgte de ansvarlige at sidde det hele stille og hemmeligt ud.

Siden Falter i september afdækkede, hvordan børn i to østrigske børnebyer blev upassende behandlet, er ledelsen blevet udskiftet. I mellemtiden er også de to SOS-søjlehelgener faldet, grundlæggeren Hermann Gmeiner og hans ven og efterfølger Helmut Kutin. Den ene skulle selv have upassende behandlet børn, den anden skulle have udleveret dem til en stordonor med upassende interesse for mindreårige. Alt dette blev længe mørklagt.

Også Stefan Müller-sagen fortæller om mørklægning og venten. Frem for alt, når det drejer sig om store navne.

For som Gmeiner og Kutin er også Stefan Müller en prominent person i børneby-bevægelsen. Han stod for progressivitet og en afvigelse fra traditionelle rollebilleder. I årtier tog kvinder sig af børnene og mændene sad i chefetagen. I det urbane Wien skulle nu en ung, moderne mand være fuldtidsfaren. Indflytningen af Müllers – Stefan, hans kone og et biologisk barn – i børnebyen blev offentligt iscenesat. Næsten alle aviser bragte lovprisninger af manden.

Sidste tirsdag, den 20. januar 2026, bekendtgør SOS Børnebyerne, at have fritstillet en "ledelsesansvarlig person" fra tjeneste. Hvilken person det drejer sig om, siger SOS Børnebyerne ikke.

Ifølge Falter-oplysninger er det Erwin Roßmann, medarbejder i 40 år, leder af børnebyen Wien i 20 år. En særundersøgelse prøver "mulig fejladfærd i melde- og eskaleringsskridt", hedder det fra SOS Børnebyerne. Også MA 11, som kontor for ungdom og familie juridisk ansvarlig for anbringelsen af børnene, bebudede at ville undersøge sagen.

Alt dette ville vel ikke være sket, hvis Julia ikke havde henvendt sig til Falter – med alvorlige beskyldninger og en bunke dokumenter.

Det er den 15. januar, da redaktører fra Falter på scenen i Wiener Stadtsaal fortæller om deres børneby-undersøgelser. I publikum til Falter-Arena skal en højtstående medarbejder i organisationen have befundet sig. Han havde set Julia, sådan en informant, hvordan hun efter forestillingen taler med journalisterne. I chefetagen hos SOS Børnebyerne skulle der være udbrudt "hektisk aktivitet".

Få dage efter arrangementet bekendtgør SOS Børnebyerne Roßmanns fritstilling. Det skulle dreje sig om en sag fra 2010'erne, står der på hjemmesiden. De første henvisninger skulle der være fra 2017.

Det er forkert. De ansvarlige skulle allerede have reageret i 2011, da Julias alarmerende plejerapport også landede på skrivebordet hos Müllers overordnede: Christiane Weilharter, dengang ansvarlig for alle familier i den wienske børneby.

Julia og hendes plejefar Stefan Müller, der affærdiger beskyldningerne mod ham i sin rapport som provokation, skulle udtale sig på hendes kontor. Men pigen, syv år gammel, turde ikke tale om hændelserne i nærværelse af sin børneby-far. "Hvordan kunne jeg have sagt noget der", spørger hun.

Endnu i dag falder det hende svært at tale om Müller. Længe havde hun været traumatiseret, nu vil hun forsvare sig. Julia, skulderlangt hår, vågent blik, ternet halstørklæde, lægger fund, ekspertudtalelser og rapporter på bordet. De beskriver en "mistroisk" pige med en "social- empatisk grundholdning". Ved en familiediagnostiktest malede Julia i 2009 Müllers som "nataktive" dyr, der kan hoppe højt, og sig selv som et lille væsen "med en hule som beskyttelse".

Efter plejerapporten i 2011 var der ingen undersøgelser, ingen anmeldelse til statsadvokaten og ikke engang en indberetning til børne- og ungehjælpen. Allerede ved den mindste mistanke om fare for barnets trivsel skal myndigheden straks informeres. En skæbnesvanger overtrædelse af retningslinjerne.

Julia følte sig ladt i stikken. Hendes biologiske mor var syg og stofafhængig, hendes bedstemor kunne ikke tage sig af barnebarnet, og for Müllers, der nu belaster hende tungt, havde hun været bange.

Gang på gang, "allerede som fem- eller seksårig", havde hun betroet sig til pædagoger, fortalt om de formodet upassende handlinger og de fysiske overtrædelser fra Müllers. "Der kom ingen lettelse", siger hun i dag. "Der er simpelthen intet sket, ingen har beskyttet mig."

Julias tortur fortsatte. Først i 2016, hun var 13 år gammel, ændrede situationen sig. Müllers gik på sabbatical, en pause, som børneby-forældre har ret til. Et nyt team overtog plejen af familien. En ny pædagogisk leder så nøjere på det.

Ved den flere uger lange overdragelse bemærkede de nye plejere Müllers aggressive adfærd. Ikke kun mod Julia, men også mod parrets tre andre plejebørn. Endelig begyndte også de at fortælle om den upassende behandling i familien.

Den pædagogiske leder reagerede. Müllers måtte ikke komme tilbage. Deres ansættelsesforhold blev alligevel kun "gensidigt" opløst. En fejl, som SOS Børnebyerne indrømmer på forespørgsel. "Set fra et nuværende synspunkt var denne fremgangsmåde på den ene side for langsom og den gensidige opløsning for sagsforholdet ikke passende." Og: "Hvis det bekræftes, at konkrete henvisninger fra 2011 ikke blev besvaret konsekvent og uden forsinkelse med tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger, så har vi ikke beskyttet barnet tilstrækkeligt. Det var en alvorlig fejl."

Julias børnebyfamilie blev i sommeren 2016 opløst og gjort til WG. Müllers var væk. Det gjorde den unge synligt godt. Den nye plejer rapporterede, at Julia "åbner sig mere og trækker sig mindre tilbage", som det hedder i et klinisk-psykologisk fund. Men der er også tilbageslag.

Müllers havde nemlig fået lov til at se børnene igen. Efter besøgene begynder Julia igen at smøre med afføring. Det gjorde hun allerede som barn og nu, 13 år gammel, igen. Et alarmsignal.

I sommeren 2017 betroede Julia sig endelig til to andre pædagoger. De var nye i organisationen. Som allerede i 2011 fortalte Julia igen om de upassende handlinger. I pædagogernes notat, som ligger til grund for Falter, er der tale om fysiske overtrædelser, fysisk forulempning og fælles badning – og om anstødeligt materiale. Først nu – seks år efter den første plejerapport, hvori anklagerne mod børneby-forældrene for første gang blev fastholdt – kom opklaringsarbejdet i gang.

Den pædagogiske leder indberettede sagen, Müllers blev konfronteret med beskyldningerne. Børnene kom til traumediagnostik i det wienske AKH. Psykologen fastholdt i fundrapporten: Julias skildringer er "godt forståelige, uden åbenlyse modsigelser". Og den wienske børne- og ungehjælp indgav i oktober 2017 anmeldelse mod Müllers.

Statsadvokaten i Wien indledte efterforskning på grund af legemskrænkelse og alvorlige upassende handlinger mod umyndige. Julia måtte afgive forklaring, ledsaget blev hun af Tamar, en rådgivningsinstitution for kvinder, piger og børn udsat for upassende behandling. Anklagemyndigheden indstillede sagen i 2019. Den knappe begrundelse: Intet utvetydigt bevis for skylden. Påstand mod påstand.

Skildringerne fra en ung om en tid, hvor hun endnu var et barn, rækker ofte ikke til at anklage mistænkte, hedder det fra Tamar over for Falter. "I mange sager om upassende handlinger mangler der vidner eller materielle beviser." At der ikke er sket upassende behandling, betyder det dog ikke.

Over for Falter vil Stefan Müller hverken bestride eller bekræfte beskyldningerne. I en e-mail henviser han til den indstillede efterforskning. "Landsretten for Straffesager Wien har bekræftet indstillingen. Sagen er derfor retskraftigt afsluttet."

Julia kan ikke længere se billederne fra de gamle avisartikler. Det smil, den spillede harmoni.