SOS Børnebyerne-grundlægger Gmeiner — Der Täter, der selv hjælp gebraucht hätte

Krigstraumatiseret, alkoholsyg, ude af stand til tilknytning: Organisationen vidste om den mørke side af Hermann Gmeiner – tav dog om det og gemte den for offentligheden. Også for at beskytte sit brand.

23.11.2025

Bøger om Hermann Gmeiner og Helmut Kutin

Selv vi var overraskede, da SOS Børnebyerne offentliggjorde den upassende behandling gennem Hermann Gmeiner. Efter vores research fik min kollega Matthias Winterer og jeg enkeltvise henvisninger, hvorefter børneby-grundlæggeren havde forgrebet sig på små børn. Konkrete var beskyldningerne ikke. Kilden: rygter.

SOS Børnebyerne ved officielt siden 2013 om den upassende behandling og lagde de berørte personers indberetninger i mapper, som kun få havde adgang til. Formodentlig vidste nogle i organisationen allerede meget tidligere, hvad Gmeiner gjorde, men sagde intet for at beskytte brandet.

Brandet, det var altid også Hermann Gmeiner, velgøreren, filantropen og barnevennen. Født i Vorarlberger Alberschwende, opvokset i 1.300 meters højde over havet. Fattig bondefamilie, i alt ni børn, Gmeiner det femte. Moderen døde tidligt, faderen tog sig af gården, den ældste søster af søskendene. I Anden Verdenskrig måtte Gmeiner til Østfronten og kom såret tilbage. I 1949 byggede han den første børneby i Imst og ekspanderede til over hundrede lande, indtil han døde i 1986.

I de forgangne uger læste jeg fem bøger om SOS Børnebyerne-grundlæggeren. Tre af dem stammer fra Hansheinz Reinprechts pen, engang journalist, så pædagog og senere generalsekretær for SOS Børnebyerne. Det er klassiske PR-bøger, som Reinprecht forfattede.

En tynd, temmelig uinteressant lille bog skrev Gmeiner selv. "Indtryk. Tanker. Bekendelser", udkom i 1979 på SOS Børnebyerne-forlaget. En slags dagbog om hans rejser til verdens børnebyer.

Og så er der endnu Gmeiner-biografien af journalisten Claudio J. Honsal. "For børnene i denne verden" hedder den. Blåt omslag, udgivet i 2009, 288 sider tyk.

Ved første øjekast virker bogen som et PR-kup fra SOS Børnebyerne. For hvert solgt eksemplar gik en euro til børn i børnebyerne. Men Honsal skrev også om visse skyggesider.

Den tilslørede upassende behandling af mindst otte børn forekommer ikke i bogen. Det har han selv erfaret fra medierne, siger Honsal til Falter. Fra sine samtalepartnere, begyndende med Helmut Kutin, Gmeiners efterfølger, til Gmeiners pårørende og rådgivere, havde ingen antydet noget.

Honsal beskriver personen Gmeiner ikke kun som velgører, men også som en mand, der hurtigt blev krænket, der tidligt forsamledes og forfaldt til alkoholen; en mand, der hjalp, men også selv havde brug for hjælp.

Gmeiner mistede ikke kun sin mor, men også sin forlovede. Hun var tysker og døde under Anden Verdenskrig ved et bombeangreb på Dresden. Gmeiner, dengang ung løjtnant, kom traumatiseret tilbage fra krigen og kunne ikke opbygge nærhed til andre mennesker. Ensomheden kompenserede han med sin indsats for børn. Han omgav sig med dem. På grund af SOS Børnebyerne-idéen skulle det kvindelige køn for Gmeiner ikke længere have talt, siger hans fortrolige Fritz Haider (1932-2011) i bogen. En egen familie kom for ham ikke på tale.

Det forlangte børneby-grundlæggeren også af sine nære medarbejdere. Hvem der var af anden mening, mærkede hans aversion, fortalte Hansheinz Reinprecht (1925-2009). "Nogle har i månedsvis lidt under en lille fejl, fordi han så simpelthen havde vendt sig fra dem."

En af dem var Gmeiners nærmeste medarbejder, Alexander Gabriel, engang børneby-barn, så personlig assistent for børneby-grundlæggeren. Gmeiner distancerede sig fra ham. Grunden: Gabriel stiftede en egen familie. Med Falter vil Gabriel ikke tale. Over den seneste rapportering er han chokeret, meddeler han.

"Gmeiner var skuffet og har det aldrig forstået, at Gabriel havde besluttet sig for sin familie", citeres Helmut Kutin (1941-2024) i bogen. Gmeiner skulle være blevet "noget sær". "Nem var han jo aldrig, men det har også udgjort ham. Man måtte nogle gange afgrænse sig rettidigt. En selvbeskyttelsesforanstaltning – og det er lykkedes for mig."

Gmeiner lykkedes det åbenbart ikke. For jo større hans livsværk blev, desto mindre kunne han afgrænse sig derfra. Intet privatliv. Ingen venner uden for organisationen. Ingen hjælp. "Og så kom også stadig hyppigere alkoholen i spil", sagde Kutin. Gmeiners grandnevø, Walter Gmeiner, fastholdt: "Alkohol var hans stof, med hvilket han ganske enkelt lettere er kommet over så mange problemer."

SOS Børnebyerne kendte Gmeiners problemer. Sande ville det organisationen dog ikke og gemte ham for offentligheden, når han havde drukket. Det fortalte tidligere medarbejdere og forhenværende børneby-børn til Falter. Intet og ingen måtte beskadige brandet – frem for alt ikke grundlæggeren selv.

Hermann Gmeiner mistede tidligt tilknytningspersoner, var traumatiseret af krigen, byggede en by, der gav forældreløse et hjem, og behandlede upassende mindst otte børn. For SOS Børnebyerne talte længe kun solsiden. Også det kalder man selvbeskyttelse.