Von upassende behandling betroffen — Hermann Gmeiner og wir.

Ikoner har seje forsvarsstrategier, der også går op, fordi godtroenhed står over for dem. På denne måde kan det onde desto bedre indniste sig

Hermann Gmeiner, søn af små bønder i Alberschwende, tidligt allerede halvforældreløs, da moderen døde, bemærket ved begavelse, af præsten udset til skolekarriere og senere studium, sædvanligvis med håbet om at vinde en teolog. Og hvordan det gik op. Manden havde en for efterkrigssamfundet passende karitativ idé, børnebyen. Tiden var fuld af forældreløse, de statsstyrende fædre havde endnu en gang sørget for massiv decimering af deres befolkninger.

Gmeiner opfandt en løsning: familiær nærhed og varme, relationer til de opvoksende børn. Ingen kold socialisme med sine store institutioner, ingen nationalsocialisme med sine grusomme tugtanstalter, familie, frem for alt mor også for de små, der stod alene over for verden. En storartet, en menneskevenlig idé.

Den gjorde karriere, blev verdensomspændende succesrig. Billeder viste Hermann Gmeiner og forbundspræsidenten, Hermann Gmeiner og paven, Hermann Gmeiner og Dalai Lama, Hermann Gmeiner og mor Teresa, Hermann Gmeiner på alle kontinenter – Gmeiner var selv blevet til et ikon af menneskelighed. Til et ikon af det katolsk-venlige efterkrigsøstrig alligevel. Hermann Gmeiner, det lød så hjemligt som Toni Sailer eller Hermann Maier – østrigsk kunne det ikke blive.

Hermann Gmeiner, velgørende ikon fra efterkrigsøstrig, behandlede upassende beskyttelsesbefalede.

Gmeiner stod for den politisk sorte variant af menneskevenlighed. Som Vorarlberg-barn kom jeg i 1950'erne nogle gange på besøg i et nybygget børneby-hus; slægtninge var aktive i den katolske arbejderbevægelse og havde kontakt til det husdrivende ægtepar. Jeg har erindringer om en murstensråbygning, om ekstrem arbejdsomhed, om nødtørftighed og tapperhed, at klare det umulige på en eller anden måde. Efterkrigsøstrig, det var ikke kun genopbygning, det var også at bo i barakker, armod, hårde vintre, dele og donere. For eksempel til børnebyen. Hermann Gmeiner var der en myte, som jeg af en eller anden grund altid forbandt med en gammel VW-bus fuld af børn. Om jeg selv har mødt ham, ved jeg ikke længere, men hans navn var altærværende, som en helgens eller magikers.

Vil blot sige: Faldhøjden er desto større. Den karitative intention, den gode vilje, den verdensomspændende succes af den menneskevenlige idé fra grundlægger-ikonet lader den nu offentligt kendte upassende behandling af mindst otte drenge fremstå desto mere afskyelig, nu da den ikke længere lader sig hemmeligholde. Kendt var han i det mindste for de berørte personer allerede i årtier, de blev bragt til tavshed med betalinger. Mod ikoner gør man ikke oprør; af institutioner grundlagte ikoner har seje forsvarsstrategier, der også går op, fordi godtroenhed står over for dem. Bag den ikonisk frembragte vantro kan det onde desto bedre indniste sig.

Har man engang erkendt denne mekanisme, er det svært ikke at affeje hele projektet med dem, der har perverteret dets mening, som Hermann Gmeiner. Først er det svært overhovedet at tage kendsgerningen til efterretning. Institutionel beskyttelse måtte først sprænges gennem Falters afdækninger. Hvor stærk denne beskyttelse var og er, viser følgende sætninger: "Østrig og verden er rystet. Talrige tilfælde af upassende handlinger mod børn blev nu kendt. Mange afskyelige upassende handlinger er allerede sket for årtier siden i Hermann Gmeiners æra som SOS Børnebyerne-grundlægger. Selv han er selv berørt af sexuelle upassende handlinger mod drenge." Dette læserbrev, som Kronen Zeitung offentliggjorde, bringer det østrigske dilemma på uovertruffen vis til punktet. Når man ved, hvor meget vægt Krone lægger på sine læserbreve, som den kalder "Østrigs stemme", kan man nærmest kalde dette brev programmatisk. Der er sket en ulykke, Gmeiner selv var berørt af upassende handlinger. Ja, da var vi alle meget berørte.

Gerningsmand-berørte-omvending er det ikke, det er simpelthen forsøget på at snige sig ud af pinligheden, i årtier at være blevet snydt. Kan man forestille sig at have været en berørt person af sådanne upassende handlinger og ikke at kunne overvinde den tårnhøje mur af venlighed, som omgav gerningsmændene? At blive afspist med penge af en organisation, der selv kun under pres udefra ville reformere sig, som aldrig var tilstrækkeligt til stede, fordi muren også for det sørgede?

Efterkrigsmuren holder ikke længere, slet ikke i en verden, hvis fører åbent praler af sin upassende opførsel over for kvinder. Nej, pralet har Hermann Gmeiner ikke. Ganske vist led han, som de fleste gerningsmænd, under sin forkertgøren. Det skal ikke relativere de berørte personers lidelse, men psykostrukturen hos tvangsforstyrret person med upassende interesse for mindreårige ville man ikke have.

Man kender det fra præster, hvem deres overordnede troede på bedringsviljen, og som ikke desto mindre ikke kunne modstå deres drift. Særligt lumsk virker en sådan kombination af menneskeligt svigt i organisationer, der er til for institutionelt at opfange og forhindre et sådant svigt, der vil bedre, redde og hjælpe mennesket. Børnebyen bærer i navnet "Societas Socialis", hvad der blev til SOS og suggererer en kirkelighed, som der ikke findes sådan.

Nu omdøbes gader og pladser, udmærkelser annulleres, monumenter styrtes. Det skal være, men hjælper intet. Om tragedien kan tackles med midler fra oplysning som journalistikken? Man kan for øjeblikket skabe lindring, fremtvinge reformer, byde stop, kompensere berørte personer så godt det går. Upassende behandling, så er det at befrygte, vil igen og igen vende tilbage. Altså må man ikke ophøre med at bekæmpe den.

Også selvom håbet er så naivt, som det ORF-ugen i sin sammenfatning på let sprog bringer til udtryk: "Upassende behandling betyder, (Gmeiner) har gjort slemme ting med børn. Upassende behandling er forbudt. Denne upassende behandling var allerede længe kendt. Der har dog ingen gjort noget. Nu vil SOS Børnebyerne ændre meget. Dermed skal upassende behandling ikke længere være mulig."