SOS Børnebyerne — Hermann Gmeiner og die Abgründe der „god Autorität“

Efter krigen tilfredsstillede Hermann Gmeiner længslen efter et herredømme af det gode. Men kan det gode herske?

FALTER 44/2025, 28.10.2025

Nu altså Hermann Gmeiner. Også den afdøde grundlægger af SOS Børnebyerne beskyldes for upassende behandling. Han skal have begået "upassende handlinger og upassende behandlinger" mod mindst otte mindreårige drenge. Åbenbart er beskyldningerne så troværdige, at organisationen ikke længere kunne andet end nu at offentliggøre de internt længe kendte anklager. Den nye ledelse, der kæmper for troværdighed og omdømme, skiftede – da det ikke længere gik anderledes – strategi: fra mørklægning til offentliggørelse.

Det var Falter, der som den første har afdækket tilfælde af upassende handlinger fra pædagoger i SOS Børnebyerne. Sumpen, der derved blev frilagt, viste sig at blive stadig dybere. Indtil den også nåede den, der af hele verden blev fejret som "stor barneven".

Efter krigen, da Gmeiner havde grundlagt byerne for børn i nød, var behovet for en sådan figur formentlig stort. Efter erfaringerne med en fascistisk autoritet, der derfor indadtil fremstod som god, fordi den udadtil var grusom, og den katastrofe, der fulgte deraf, var der formentlig en stor længsel efter noget andet.

Ikke længslen efter autoritet var fløjet bort – men det skulle nu være en god autoritet. En ren humanisme – også selvom den endnu var hierarkisk opbygget – syntes at tilfredsstille idealet. Grundlæggerfiguren af børnebyerne tilbød ikke kun genfødslen af et familiebillede ud af verdenskrigens ruiner – han tilbød også sig som god far. Ikke kun de forældreløse børn, hele samfundet havde brug for en sådan. En, der igen skulle garantere en god verden, et renset samfund, en hel familie. En autoritet uden afgrunde. Det godes herredømme. Men kan det gode herske?

Humanismen på forscenen fortrængte kun de uudtalte overskridelser til bagscenen. Og således viser det sig – endnu en gang – at autoritet altid har en bagside. Den Freud'ske ur-fader dukker op bag billedet af den "store barneven" (der har taget sit credo om etablering af et miljø for en kvasi "kødelig" familie noget for bogstaveligt). Hine ur-fader, der forbinder magt med hensynsløs nydelse.

Ved alle figurer af den "gode" far gentager netop denne ambivalens sig og trækker opbrud og håb igen og igen ned i smudset.

Eksemplarisk derfor står naturligvis Otto Mühl, der perverterede intimitetens revolution for at lade ur-faderen genopstå i reneste form. Hine grusomme figur, der elskes og hades, beundres og misundes samtidig. Mühl sikrede sig monopolet på nydelsen helt åbent.

En af reformpædagogikkens foregangsmænd, lederen af den berømte Odenwaldschule Gerold Becker, fuldførte det i det skjulte. Altså selv afkaldet på autoriteten, den antiautoritære opdragelse producerede dér, hvor den igen skabte fremragende figurer, det samme mønster – den upassende behandling af elever.

I dag derimod, hvor alle håbsarsenaler er udtømte, hvor alle koncepter synes diskrediterede, fuldfører sig noget andet: dukken op af en herskende fader, der åbent, skamløst og utilsløret indkræver og offentligt iscenesætter sin nydelse – som eksempelvis den notoriske Donald Trump. Slavoj Žižek kalder dette opstigningen af de "obskøne mestre".

Den nye administrerende direktør for SOS Børnebyerne forsøger sig nu ved et helt andet princip: den "tidssvarende struktureres", den "moderne børnebeskyttelses", den "flade hierarkiers" – altså organisationen i stedet for en øverste personlighed. Hun lover ikke kun komplet opklaring af fortiden, men også gennemsigtighed for fremtiden.

Men lister der sig ikke noget ind? Betyder det sidste ikke, at man også fremover regner med sådanne upassende handlinger?