SOS Børnebyerne-skandale Die afslører og die mørklæggere

Da Heidi Fuchs tiltrådte sit job hos SOS Børnebyerne, fandt hun i arkivet akter med forfærdende skildringer og startede en undersøgelse. Dog sørgede hendes chefer for, at resultaterne forblev hemmelige

Ex-forretningsleder for SOS Børnebyerne Heidi Fuchs: "Jeg har set efter og overtaget ansvar"

Heidi Fuchs er rendt mod mure. Mange gange. I dag går hun gennem Augarten i Graz. Efteråret er allerede at se på kastanjetræerne. Og Fuchs et spor af lettelse. Om SOS Børnebyerne-skandalen, der i ugevis har beskæftiget Østrig, har hun læst i avisen. Hun har set tv-bidragene og scrollede gennem online-rapporter. Overrasket havde nyhederne hende ikke.

I midten af september rapporterede Falter om upassende behandling i børnebyerne Moosburg (Kärnten) og Imst (Tyrol), bevist i to hemmelige undersøgelser. Direktionerne havde ladet dem forsvinde i skuffen. Falter fik tilspillet dokumenterne anonymt.

Fra Heidi Fuchs kom de ikke – men uden Fuchs, hidtil randnote i sagen, vidste landet intet om volden indtil i dag. Der ville ikke være nogen kommission, der undersøger hændelserne, og ingen statsadvokat, der efterforsker mod de ansvarlige. Politikken ville ikke se myndighederne på fingrene, og Christian Moser, mangeårig administrerende direktør, ville endnu sidde i cheflænestolen hos SOS Børnebyerne – og gøre videre som hidtil: dække, mørklægge, tie, sådan som organisationen altid har gjort det.

Det ville Heidi Fuchs dog ikke. Hun havde brudt med firmatraditionen, ville af- i stedet for dække, reformere de farligt forstøvede strukturer, til børnenes bedste. Men organisationen murede, så længe, indtil Fuchs ikke længere kunne medansvare sin arbejdsgivers dukning – og sagde op. Hvad der forblev, er den nagende følelse af ikke at have bragt sit arbejde til ende. Og nu, efter sagen endelig er kommet for lyset, et lille funklende håb.

Det var det bedste job, jeg måtte gøre

Heidi Fuchs

Alt begyndte en grå efterårsdag for seks år siden. Den 4. november 2019 sad Fuchs i toget til Innsbruck. Der ligger SOS Børnebyernes centrale. Det var hendes første arbejdsdag. Tidligere har Fuchs arbejdet som manager i det private erhvervsliv. Engang ville hun gøre noget med mere mening og hyrede sig hos "Zentrum für Sexuelle Bildung", en lille NGO i Graz. Det skulle forblive en mellemstation. Da hun så stillingsopslaget for forretningsledelsen for SOS Børnebyerne, ansøgte hun – og fik jobbet.

"Det var det bedste job, jeg indtil da måtte gøre", siger Fuchs i dag.

Forretningsledere var der dengang tre i Østrig, de delte regionerne Syd, Vest og Øst. Fuchs overtog region Syd. Fra Graz ansvarede hun alle børnebyer i Kärnten, Steiermark og Burgenland. Det var dusinvis af huse og hundreder af børn.

Om aftenen den 4. november 2019 trykkede direktionen hende til afsked endnu en stak materialer i hånden, derunder en bog af historikeren Horst Schreiber: "Dem Schweigen verpflichtet." På tilbagefarten til Graz bladede hun i den 250 sider tykke undersøgelse.

På opdrag af SOS Børnebyerne har Schreiber i 2014 dokumenteret volden i børnebyer mellem 1950 og 1990. Efter læsningen forstod Fuchs: Hendes nye arbejdsgiver har problemer med sin fortid.

At volden rækker ind i nutiden, anede hun ikke.

Det skulle hurtigt ændre sig. Fem måneder efter sin tjenestetiltrædelse, i marts 2020, fremsatte et tidligere børnebybarn alvorlige beskyldninger mod lederen af børnebyen Moosburg i Kärnten. Den unge mand påstod at være blevet udsat for upassende behandling af bylederen.

Fuchs slog alarm hos direktionen, hos Christian Moser og Elisabeth Hauser. "De var ærgerlige", siger Fuchs. Det var hende bevidst, at organisationen for en sådan sag ikke havde standardiserede regler.

Fuchs informerede den kärntiske børne- og ungehjælp, lovmæssig værge for børnebybørnene og tilsynsmyndighed for private institutioner som SOS Børnebyerne. Så kørte hun til Kärnten. Fra baren på et Klagenfurt-hotel organiserede hun endnu den samme aften en interimistisk løsning, en anden lederkraft fra Kärnten skulle overtage. Næste morgen konfronterede hun den beskyldte leder og fratog ham hans opgaver.

Beskyldningerne talte hurtigt rundt. Kleine Zeitung kontaktede SOS Børnebyerne. Journalisterne stillede også spørgsmål til en anden sag fra 2016. Det drejede sig om nøgenfotos af børn på Moosburgs pædagogiske leders private bærbare computer. Optagelserne var en åben hemmelighed, indberettet havde den dog ingen.

Fuchs og hendes team ville finde dem. De gennemforstede børnebyens arkiv. I en kælder stødte de på forfærdende notater fra den tidligere byleder. Indholdet: Vold mod børn, friheds- og madfratagelse. "Det var som i en film", beskriver Fuchs situationen. "Seks måneder før havde jeg haft bogen af Horst Schreiber i hånden. Nu stod jeg selv midt i dette voldssystem."

Fuchs indgav anmeldelse i SOS Børnebyernes navn. Og hun gjorde noget helt nyt i organisationens historie: Hun engagerede eksterne eksperter for at opklare hændelserne; ingen historiker, men Institut for Mænds- og Kønsforskning i Graz. Teamet omkring Elli Scambor er specialiseret i at afdække institutionel vold. "Det var mig klart, at vi behøver en helhedsbetragtning", siger Fuchs.

Hidtil har SOS Børnebyerne behandlet sager om upassende handlinger efter et enkelt skema: adskille sig fra gerningsmanden, udstede ham et godt vidnesbyrd, finansielt kompensere offeret. Forseelser blev affærdiget som enkeltsager og endda mørklagt over for kollegerne. Skyldige var altid individerne, men aldrig organisationen.

Også i Moosburg var det i årevis praksis. "Da rygterne om Moosburg gjorde runden, talte igen mange om en enkeltsag, men Heidi Fuchs var det klart, at der er mere, et mønster", siger en tidligere medarbejder til Falter. Han vil ikke læse sit navn i avisen.

Undersøgelsesforfatterne rodede sig gennem hundreder af akter, protokoller og interviews. I efteråret 2021 afsluttede de deres arbejde. Resultaterne var nedslående: fysisk, psykisk, upassende og institutionel vold indtil den allerseneste fortid. Dog var det endnu ikke alt.

Under arbejdet med Moosburg-undersøgelsen dukkede der i børnebyen Imst, den første børneby overhovedet, lignende beskyldninger op. Institut for Mænds- og Kønsforskning blev betroet en anden undersøgelse – denne gang skal forslaget være kommet fra administrerende direktør Elisabeth Hauser selv. "Jeg så SOS Børnebyerne på en ny vej af gennemsigtighed og ærlig opklaring", siger Fuchs.

Direktionen udvidede reformatoren Fuchs' indflydelsesområde. Hun overtog ved siden af region Syd også områdeledelsen Vest. Hendes forgænger måtte gå. Han har vidst om misforholdene i Imst, men foretaget har han intet.

I Moosburg omskabte Fuchs børnebyen. "I teamet herskede der en positiv stemning. Medarbejderne har ydet stort, de har bevist holdning og hjerte." Sammen formindskede de børnegrupperne, tog sig af kvalitetsudviklingen og delte ledelsesansvaret – væk fra princippet om den alene afgørende byleder. Foranstaltningerne, med hvilke SOS Børnebyerne i dag smykker sig i pressemeddelelser, stammer næsten alle fra netop denne tid. Dog for organisationen forbliver Moosburg og Imst enkeltsager. Fuchs ærgrede det. Hun ville, at alle begriber: "Vi har et institutionelt problem, der er et mønster."

En vigtig anbefaling af undersøgelsen implementerer SOS Børnebyerne ikke: gennemsigtighed. Burde undersøgelsen ikke offentliggøres, så må organisationen i det mindste tale åbent om volden i byerne.

Igen og igen havde Fuchs presset direktionen til skridtet, siger en insider til Falter. Igen og igen prellede hun af. Selv internt fik papiret næppe nogen i hænderne, indtil i dag kender det kun få medarbejdere. Undersøgelsen forsvandt i en kodeordsikret mappe. Ordren: Alt forbliver under lås.

En fejl, mener undersøgelsesforfatter Elli Scambor. "Offentliggørelsen er et centralt skridt for at bryde tavsheden om vold og vise berørte personer, at deres erfaringer ses og anerkendes."

Kun en gang måtte Scambor præsentere Moosburg-resultaterne for pædagoger hos SOS Børnebyerne. Ved et todages seminar i et hotelanlæg i nærheden af Graz erfarede rundt 50 medarbejdere, hvad der er sket i Moosburg. De var berørte. Undersøgelsen selv fik de ikke.

"Vi har arbejdet med en metafor", siger Fuchs: "Vinduet må nu forblive åbent." Dog cheferne gjorde vinduet til igen. En arrangement om den senere Imst-undersøgelse havde Fuchs måttet "gennemdrive", beskriver medarbejdere. Ikke alle ville, at misforholdene fra den berømte pionerby diskuteres. "Sådanne beskyldninger må opklares institutionelt", siger Fuchs. Hun gjorde videre, modstandene fra oven til trods.

Det havde konsekvenser: Fuchs blev marginaliseret og afskåret fra informationsfloden. Til møder, der beskæftigede sig med undersøgelserne, modtog hun ikke længere nogen invitation.

Borede Heidi Fuchs for dybt i en organisation, hvori der, som historikeren Horst Schreiber for nyligt kaldte det i Falter, findes "bestandige kræfter"? "Hun har lagt fingeren i såret", siger en tidligere lederkraft. "Dermed har hun ikke fået sig nogle venner."

I det "bedste job", hun hidtil havde, stod Fuchs fra 2022 på sidesporet. Hendes bestræbelser løb tomme. I foråret 2023 sagde hun op. Følelsen af ikke at være blevet færdig, blev Fuchs ikke længere fri for.

To år senere ringer hendes telefon. Falter er i besiddelse af Moosburg-undersøgelsen og vil vide, om den er ægte. Fuchs bekræfter. Og Falter offentliggør undersøgelserne.

Også Fuchs kommer i kølvandet af krisen, som historien udløser. Hun får beskeder på sin mobil: Hvorfor er hun ikke gået til offentligheden? "Jeg har set efter og overtaget ansvar", siger Fuchs. "Jeg har forsøgt at nå, at der tales om undersøgelserne, og er derved fejlet. Det er svært, i et forfærdende system at forblive modig."

Som alle højtstående medarbejdere, der forlader SOS Børnebyerne, måtte også Fuchs underskrive en tavshedserklæring. Om interna tales der ikke.

Fuchs har bedt sin tidligere arbejdsgiver om at løse hende derfra. Indtil redaktionsafslutning har organisationen ikke gjort det.