upassende behandling og mørklægning „SOS Børnebyerne hätte meget meget verhindern können"

Historikeren Horst Schreiber har allerede i 2014 i en undersøgelse beskrevet de misforhold, som Falter afdækkede for to uger siden. Lært har børnebeskyttelsesorganisationen intet deraf

Interview, FALTER 40/2025, 30.09.2025

Historiker Horst Schreiber i Innsbruck: "Offentlighed skaber pres"

Innsbruck, Stafflergasse 10a. Her har SOS Børnebyerne sit hovedsæde. Den, der vil se bag murene på den renommerede børnebeskyttelsesorganisation, må dog gå fire minutter videre. I Andreas-Hofer-Straße bor Horst Schreiber. Historikeren er ekspert for børnebyer.

Schreiber har i 2014 offentliggjort en udførlig undersøgelse: "Tavshedspligtig." Den var givet i opdrag af SOS Børnebyerne allerhøjest personligt. Man ville opklare sin egen fortid og drage slutninger for nutiden og fremtiden.

På knap 250 sider skildrer historikeren, hvordan børn og unge fra 1950 til 1990 i byerne blev fysisk upassende behandlet og udsat for upassende behandling. SOS Børnebyerne var længe bestræbt på hemmeligholdelse, mange tegn for upassende behandling i deres institutioner blev systematisk ignoreret, opgør han.

Schreibers undersøgelse fra 2014 kunne næppe være mere aktuel.

For få uger siden afdækkede Falter en skandale: Indtil for nogle år siden blev i mindst to SOS Børnebyerne børn og unge fysisk upassende behandlet, spærret inde på upassende vis og upassende behandlet med sadistiske opdragelsesmetoder (Udgave 38/25 og 39/25). Det dokumenterer to hemmeligt holdte undersøgelser fra 2021 og 2022, fremstillet af Institut for Mænds- og Kønsforskning i Graz.

Anderledes end Horst Schreibers undersøgelse, blev de hverken offentliggjort eller internt delt med pædagogerne. Tværtimod: Direktionen for SOS Børnebyerne har lagt videnskabsfolkenes ekspertise i en kodeordsikret mappe, set har den kun en håndfuld mennesker.

Igen har SOS Børnebyerne mørklagt det voldssystem, som allerede Schreiber fastgjorde ud fra årene 1950 til 1990 – og organisationen ville formodentlig have set videre bort, hvis ikke en person havde turdet give Falter et anonymt tip.

Gennemsigtighed Egentlig skulle De her læse et interview med cheferne for SOS Børnebyerne. Administrerende direktør Annemarie Schlack og bestyrelsesmedlem Willibald Cernko har to gange sagt ja og så af igen til et personligt interview med Falter – af "terminsmæssige" og "organisatoriske" grunde. De ville gerne skriftligt besvare spørgsmål og invitere Falter til en mediebriefing, hvori alle medier informeres samtidigt. Falter var indforstået og imødekom organisationen. Så optrådte Schlack i Ö1-Morgenjournal – og Cernko i "ZiB 2". Til en personlig samtale med Falter, der har afdækket sagerne og i ugevis har undersøgt, var de indtil nu ikke rede

Efter tavsheden går SOS Børnebyerne nu i offensiven. Sagerne om upassende handlinger i børnebyerne Moosburg (Kärnten) og Imst (Tyrol) havde "forårsaget alvorlig lidelse og udløst stor berørthed", hed det den 22. september i en udsendelse fra direktionen.

Deri bebudede børnebeskyttelsesorganisationen desuden en "reformkommission". SOS Børnebyerne vil nemlig gennemgå og reformere "hele organisationen". Organet vil Irmgard Griss, et prominent ansigt, være formand for.

Griss var præsident for højesteret (OGH) og NEOS-kandidat til forbundspræsidentvalget 2016. Desuden ledte hun justitsministeriets børnetrivselskommission, der i 2021 gennemgik den østrigske udvisningspraksis for mindreårige.

SOS Børnebyerne er bestræbt på skadebegrænsning. Direktionen og bestyrelsen indrømmer misforholdene, lover opklaring. I ORF viste bestyrelsesmedlem og ex-bankmanager Willibald Cernko sig sønderknust. Han havde "muligvis ikke været opgaven i denne detaljedybde voksen". Fremover burde, sagde Cernko, flere børnebeskyttelseseksperter sidde i SOS Børnebyernes kontrolorgan.

Hvad der forbliver, er det bitre spørgsmål, hvorfor der for denne erkendelse først behøvedes Falter's undersøgelse. Endelig kendte de øverste chefer hos SOS Børnebyerne misforholdene allerede længe.

Men i stedet for at rydde op har administrerende direktør Christian Moser, i 17 år i spidsen for organisationen, betalt ofrene høje erstatninger – formodentlig af donationsindtægter, der egentlig skulle have sørget for børns beskyttelse. Mens han overførte summerne, blev der i børnebyerne fortsat upassende behandlet børn.

I mellemtiden har statsadvokaten slået til. Den efterforsker mod medarbejdere i SOS Børnebyerne for upassende behandling af mindreårige – og mod de kärntiske delstatsmyndigheder på grund af mistanke om embedsmisbrug. De skal ikke have videregivet anmeldelser og i årevis have set bort.

Derved ville de ansvarlige netop ved børnebyerne have skullet se meget nøje på det. De patriarkalske strukturer, der fremmer vold og samtidig dækker den, havde Horst Schreiber allerede skriftligt udformet for ti år siden.

Nogle børnebyer var farligt lukkede systemer, skrev han. Undersøgelsen fås i bogform overalt, SOS Børnebyerne præsenterer opklaringen stolt på sin hjemmeside.

Og alligevel: År senere finder forfatterne til undersøgelserne i SOS Børnebyerne Moosburg og Imst det samme billede. Hvorfor har børnebeskytterne intet lært af Schreiber-undersøgelsen? Hvorfor er konceptet for børnebyer egentlig så giftigt? Og hvorfor holder organisationen standhaftigt fast i det?

Svar på disse spørgsmål leverer ikke direktionen for SOS Børnebyerne, med hvem Falter gerne ville have talt. Men historikeren Horst Schreiber.

Falter: Hr. Schreiber, i 2014 nåede De i Deres historiske undersøgelse om børnebyerne mellem 1950 og 1990 til følgende konklusion: SOS Børnebyerne fortier vold mod børn, ignorerer henvisninger og mure mod offentligheden. I Moosburg og Imst herskede disse tilstande, som vi i dag ved, indtil for få år siden. Ville De have anset det for muligt?

Horst Schreiber: Egentlig ikke. Det var allerede i 2014 overraskende, at der endnu var byer, der blev ledet hierarkisk, hvori bylederen havde megen magt og hvor mærkebeskyttelse stod foran offerbeskyttelse. Efter min undersøgelse blev en hel række forbedringer indført og jeg havde indtrykket af, at de ansvarlige ville lave et brud med fortiden. Men åbenbart hersker der stadig denne magtkamp i organisationen, mellem de bestandige kræfter, der identificerer sig meget med den til dels stænderstatslige model, som SOS Børnebyerne-grundlæggeren Hermann Gmeiner siden slutningen af 1940'erne har implementeret, og reformatorerne, der vil ændre noget.

Burde det give de ansvarlige at tænke over, at to nye undersøgelser netop viser det samme voldsmønster, som De allerede for år siden påpegede?

Schreiber: Ja. I hele den offentlige diskussion, som jeg indtil nu har fulgt, mangler for mig: Hvem var inden for den øverste ledelse – altså forretningsledelse, direktion, bestyrelse – ansvarlig derfor? Der vil sikkert være protokoller. Det er vigtigt, at organisationen ikke kun ser på byledernes rolle, men også på de øverste etagers.

SOS Børnebyerne er i 2014 gået gennemsigtigt om med Deres undersøgelse, den blev endda offentliggjort som bog. De to undersøgelser, som Falter nu har rapporteret om, var derimod mørklagt af SOS Børnebyerne – mod undersøgelsesforfatternes anbefaling. Ikke engang internt fik folk papiret at se. Hvordan forklarer De Dem det?

Schreiber: Forklarligt er det kun dermed, at en lille, bestandig kreds i ledelsesniveauet fortsat sætter sig igennem. Fra mit synspunkt må jeg dog også sige: Når man som videnskabsmand laver en undersøgelse, der undersøger vold og viser, at der er systemiske misforhold, så må man selv heller ikke føle sig tavshedspligtig.

De ville altså ikke have holdt Dem til tavshedsklausulen, som forfatterne har underskrevet?

Schreiber: Nej. Da jeg fik opgaven, var det fra begyndelsen klart: Jeg gør det kun, hvis undersøgelsen uden censur straks kommer til offentligheden. Ved de to nye undersøgelser vidste man allerede før, at der fandtes vold. Der kan man som forsker egentlig ikke forpligte sig til hemmeligholdelse.

Mørklagt var undersøgelserne dog af direktionen. Den argumenterer nu, at man havde tiet for at undgå risikoen for en re-traumatisering. Er det et plausibelt argument?

Schreiber: Det generer mig uhyrligt. Det er på grænsen til hykleri. Hvad sker der, når vi bringer volden til offentligheden? Det opmuntrer berørte personer til at melde sig. Havde organisationen offentligt gjort sine undersøgelser gennemsigtige, ville potentielle ofre have meldt sig meget tidligere.

Efter at Falter har rapporteret om undersøgelserne: Hvad burde SOS Børnebyerne have gjort omgående?

Schreiber: SOS Børnebyerne burde have indrømmet et systematisk svigt, ikke kun undskylde sig, men aktivt have gået til børnene. De ansvarlige burde have sagt til dem: "Vi vil høre fra rigtig mange af jer, hvad der er sket." Og så skulle SOS Børnebyerne give alle enheder den opgave at blive aktive og gennemgå de tidligere bybørns kartoteker. Siden undersøgelserne er der gået mindst tre år, hvori meget mere kunne være blevet gjort og forhindret.

Falter rapporterede i sin udgave 38/25 om Moosburg-undersøgelsen:

Dog har SOS Børnebyerne nu indrettet nye ombudssteder.

Schreiber: Det er for lidt. SOS Børnebyerne må overveje, med hvilke troværdige mennesker man vil gå ind i byerne for at tale med alle.

Ser De retlige konsekvenser for mørklægningen af undersøgelserne?

Schreiber: Om det er strafferetligt relevant, kan jeg ikke sige.

Og moralsk? Hvilken skade tager organisationen nu?

Schreiber: At muliggøre børnene et bedre liv og forhindre vold er SOS Børnebyernes øverste ethos. Mørklægningen og hemmeligholdelsen er en alvorlig krænkelse af dette credo.

Vi spørger direkte: Har fortielsen af undersøgelserne, der dokumenterer et voldsmønster, bragt børn og unge i fare?

Schreiber: Ja. SOS Børnebyerne har ganske vist afskediget folk eller sendt dem et andet sted hen. Men også det er sket i hemmelighed, endda inden for organisationen. Hvordan skal nogen opmuntres til at indberette vold, når cheferne selv fejer alt ind under gulvtæppet?

Da De i 2014 offentliggjorde undersøgelsen, havde der da været indgreb derimod?

Schreiber: Der var i baggrunden kræfter, der meget stærkt har kritiseret, at jeg ville trække børnebyen ned i snavset og fremstille mødrene uretfærdigt. Mine direkte opdragsgivere – altså den daværende direktion og den pædagogiske ledelse – har dog støttet mig.

Det siger meget om organisationen, at der findes kræfter, der betragter en videnskabelig opklaring som "at trække ned i snavset" – og ikke som chance for SOS Børnebyerne.

Schreiber: Ja. Baggrunden for kritikken er, at organisationen er afhængig af donationer. Der herskede angsten for et sammenbrud i donationerne, når bestemte ting bliver rygtede. SOS Børnebyerne baserer på en familielignende opdragelsesmodel. Og vi ved, i familier sker der heller ikke så fede ting. Familie forpligter til tavshed. Intet må komme ud, og intet må miskreditere familien. Mange mennesker inden for SOS Børnebyerne identificerer sig stærkt med denne familie-idé. Det er organisationens mærke og samtidig også adgangsdøren for vold.

Denne model fra Hermann Gmeiner, hvad er den egentlig?

Schreiber: Gmeiner gik ud fra, at børn behøver morens helende kraft og ikke de store opdragelseshjems distancerede niveau. Bagved står en stænderstatslig model fra 1930'erne: I byen stod bylederens mandlige opdragelsesnote over alt. Han havde absolut vold. Hyppigt rådede han – ligesom mødrene – over ingen pædagogisk uddannelse, men vel over driftsøkonomiske kompetencer. Mødre, og senere også psykologer, havde en ganske svag position over for den mandlige, autoritære byleder. Siden 2000'erne ændrer det sig, men ikke i alle byer.

Som voldsbeskyldningerne og -sagerne i byerne Seekirchen (Salzburg), Moosburg og Imst viser.

Schreiber: Jeg er overbevist om, at det også i de fleste huse i Moosburg, Seekirchen og Imst fungerede godt. Men netop ikke i alle. I fortiden var det også allerede sådan: Mange mødre har ydet heroisk, var dog overbebyrdede og kunne på grund af manglende ekspertise med vanskelige børn i store grupper ikke omgås. I årtier var der intet pædagogisk uddannet støttepersonale, som i dag for eksempel familiehjælperne. Overbebyrding er en adgangsdør for huslig upassende behandling og de massive upassende handlinger som i Moosburg. Og så var der der også endnu den byleder, der har mørklagt volden og selv var overgribende.

Alt dette er ingen enkeltsager. De har i Deres undersøgelse beskrevet sagen om søskendeparret Sillober. Søskendeparret er siden de tidlige 2000'er blevet seksuelt upassende behandlet af en mand, der gik ind og ud af børnebyen. Selv om børneby-moren og den derboende psykolog havde påpeget volden og endda krævede et indtrædelsesforbud, dækkede bylederen og myndighederne i årevis den upassende behandling. Alle så bort.

Schreiber: Sagen afslørede strukturerne, der fører til volden. Jeg havde dengang analyseret det bredt. Men alt, hvad jeg hidtil har læst om Imst og Moosburg og Seekirchen, viser: Det er en total gentagelse.

Der herskede angsten for et sammenbrud i donationerne, når bestemte ting bliver rygtede

Horst Schreiber

I Deres undersøgelse står der, at et PR-team havde anbefalet SOS Børnebyerne at lade roen indfinde sig, for at beskytte mærket.

Schreiber: Det var i 2007, da Sillober-sagen blev strafferetligt relevant. "Mærkebeskyttelse foran offerbeskyttelse" er jo ikke bare sagt hen. Det var i organisationen altid sådan, at man havde betalt et PR-team meget mange penge for at udvikle kommunikationsstrategier, der skal forhindre et sammenbrud i donationerne. Medarbejderne forpligtes til et bestemt wording. Og dette wording – for eksempel, at man af offerbeskyttelsesgrunde holder meget hemmeligt – tjener i virkeligheden dertil, at hæve en urgammel sløringstaktik til et højt moralsk niveau.

SOS Børnebyerne indsætter nu en "reformkommission". Dog ved cheferne om misforholdene i årevis. Behøves der pres udefra, for at der ændres noget hos SOS Børnebyerne?

Schreiber: Jeg havde antaget, at dette senest efter min undersøgelse ikke længere var nødvendigt. I de seneste ti år har SOS Børnebyerne også selv bragt enkeltsager til offentligheden. Men her ser det ud til at have været dette massive systemiske niveau, der aldrig var forbedret. For at drage de øverste ansvarlige til ansvar, behøves der medier, behøves der presset udefra. Ellers bliver det systemiske svigt stablet over på enkelte. Det vil være en af Griss-kommissionens hovedopgaver: se nøje på, hvad der er sket i de øverste magtstrukturer.

Og hvor var bestyrelsen?

Schreiber: Som ved bylederne er det også i bestyrelsen: De kommer i stigende grad fra driftsøkonomien. Det er managere fra banker og fra forsikringsselskaber. De har et netværk, over hvilket de rekrutterer donationer. Det pædagogiske niveau kommer altid til kort. Jeg spørger mig dog også: Hvor var personalerådet? SOS Børnebyerne har et personaleråd. Det er til for at beskytte folk. Har medarbejdere meldt sig hos personalerådet og det har intet gjort, eller har personalerådet så lidt troværdighed, at medarbejderne på forhånd ikke har meldt sig? Også det må nu afklares.

Mørklægningen og hemmeligholdelsen er en alvorlig krænkelse af SOS Børnebyerne-ethos

Horst Schreiber

Den tidligere Bank-Austria- og Erste-Group-chef Willibald Cernko overtager nu hovedrollen ved skyldsindrømmelserne. "Det var vores fejl", sagde Cernko og sidder nu også i kommissionen.

Schreiber: Tre bestyrelsesmedlemmer fra SOS Børnebyerne sidder i denne kommission. Det er en overvægt. Men jeg tror, det endelige billede kan vi først gøre os, når resultaterne af Griss-kommissionen er der.

Den mangeårige administrerende direktør for SOS Børnebyerne, Christian Moser, har hidtil ikke udtalt sig om skandalen. Han sender Annemarie Schlack i front, der igen og igen understreger, på tidspunktet for sagerne om upassende handlinger ikke at have været en del af direktionen. Hvorfor tier den mest kendte chef?

Schreiber: Christian Mosers rolle i disse sager kender jeg ikke. Mine møder med ham var altid positive. Jeg har opfattet ham som en, der er interesseret i reformer. Om hans tavshed har taktiske grunde, kan jeg ikke bedømme. Organisationen har sikkert hentet en kommunikationsrådgivning. Måske har man sagt til ham, at han nu skal træde i baggrunden.

Moser har allerede i 2016 underskrevet en erstatningsbetaling til et Moosburg-barn. Han vidste altså allerede længe om misforholdene og har ikke klaret at stoppe dem.

Schreiber: Der har De ret, han bærer medansvar. Deres eksempel må dog ikke være en modsigelse. Nogen fra børnebyen Moosburg melder sig, han fortæller sin historie, ham bliver troet, og han får en erstatning. Det betyder ikke automatisk, at hans sag har afdækket et systemisk misforhold. Ganske vist kendte også Moser min undersøgelse fra 2014. Og der har jeg set på de generelle strukturer og problemer og ingen enkelt sag. Dertil har jeg anmodet om materialer fra hver enkelt børneby. Af nogle fik jeg mange dokumenter, af andre næsten intet.

Hvilke byer har leveret lidt?

Schreiber: Børnebyen Moosburg har leveret meget få materialer. Jeg fik mange dokumenter fra Oberösterreich, de var dengang også meget åbne. En meget vigtig region var Vorarlberg. Der kom virkelig de hårrejsende systemiske problemer frem.

De har i Deres undersøgelse ikke kun set på SOS Børnebyerne, men også på myndighederne. Frem for alt ved sagen om søskendeparret Sillober havde embedsmændene ringe interesse i at opklare den upassende behandling. Nu har staten igen ikke klaret at beskytte de børn, for hvilke den er ansvarlig. Har myndighedernes kontroller svigtet?

Schreiber: Indtil i 2000'erne var der under alle omstændigheder en meget slap omgang med beskyldninger om upassende handlinger. Men hvad man også må sige: Vi er i sparenes tider. Uafhængigt af, hvor godt eller dårligt kompetente statslige myndigheder håndterer kontrollerne: Der er i myndighederne for lidt godt uddannet personale. SOS Børnebyerne sparer, staten sparer, og delstaterne sparer på kontrolniveauet. Det skal ikke være en undskyldning, men jeg finder det også vigtigt, at vi ikke kun stiller berettigede krav, men også spørger os: Hvad er der da overhovedet i velfærdssektoren med et bestemt antal medarbejdere og de kompetencer, de medbringer, muligt? For en høj børnebeskyttelse måtte man udvide budgettet temmelig meget.

Når voldelige medarbejdere i myndighedernes viden får nye jobs med børn, har det ringe at gøre med personalemangel.

Schreiber: Det er desværre det urgamle mønster, som vi har set fra 1945 også i kirken. Man identificerer en risikoperson, og den får endnu et godt tjenestebevis og kan således skubbes af et andet sted hen. Efter mottoet: Hovedsagen er, hos os er han ikke længere.

Falter-undersøgelserne viser, at mange i børnebyen har set bort eller ikke turdet sige noget.

Schreiber: Det er altid byerne og myndighedsapparatet samtidig. Begge behøver en kultur, hvori medarbejderne ved, at intet tilstøder dem, når de indberetter og adresserer negativt. Også børnene må have et rum, hvori de kan sige ting, uden at måtte frygte, at der sker dem noget. En stor del af medarbejderne opfører sig altid i overensstemmelse med virksomhedskulturen. De ser jo, hvor længe det har varet, at en medarbejder havde fået nok og henvendte sig til Falter. Denne tilkommer en overdådig ros. Organisationen burde nu sige: "Det er det eksempel, vi ønsker. Gør os problemer." Naturligvis er det pinligt for SOS Børnebyerne, at nogen går til Falter. Men åbenbart har organisationen ingen sikker struktur, hvori dette menneske kunne tale.

Var De som historiker og kender af stoffet chokeret, da De læste om de nye beskyldninger mod SOS Børnebyerne?

Schreiber: Jeg var meget skuffet og også emotionel. Jeg havde set organisationen på en virkelig meget god vej. Jeg havde altid tænkt: Enkeltsager vil komme, men ikke, at den systemiske upassende behandling, som jeg allerede beskrev i 2014, på denne måde kan komme igen og at SOS Børnebyerne på den måde fortier og mørklægger dermed. Jeg bor få meter fra direktionen i Innsbruck, og jeg har i de seneste år altid haft udveksling med den. Men en samtale om disse sager har aldrig nogen søgt med mig, selv om jeg i årevis har beskæftiget mig intenst med netop disse voldsstrukturer.

Hvorfor er De ikke engageret for undersøgelserne til Moosburg og Imst?

Schreiber: Det ved jeg ikke. Jeg er på den ene side glad for det. Men på den anden side ville det også have været nærliggende at spørge mig. Udslagsgivende var dog sikkert, at jeg ikke ville have ladet mig forpligte til nogen tavshed. Sådanne sager skal meget hurtigt til offentligheden. Det er mit samfundspolitiske opdrag, også at offentliggøre forskningsresultater. Offentlighed skaber pres. Den opmuntrer berørte personer til at sige noget.

Det anbefaler Moosburg- og Imst-undersøgelserne også. Sket er det ikke.

Schreiber: Det er altid det samme. SOS Børnebyerne behøver egentlig ingen ny kommission. Anbefalingerne ligger for længst på bordet. Men naturligvis er kommissionen for SOS Børnebyerne nødvendig, for at vise offentligheden, vi mørklægger ingenting mere. Desuden vil den støtte reformatorerne. Det er allerede en vigtig sag.

Henvisning: Af seksuel, psykisk og fysisk vold berørte personer kan henvende sig telefonisk eller pr. e-post til Østrigs voldsbeskyttelsescentre og til børnebeskyttelsesorganisationen Möwe. Tilbuddet er gratis, plejen og ledsagelsen kan på ønske også ske anonymt