SOS ud af børnebyen

Pædagoger i den kärntiske SOS Børnebyerne Moosburg har indtil for få år siden systematisk upassende behandlet børn, spærret dem inde på upassende vis, fotograferet dem i ubeskyttet tilstand. Organisationen vidste besked, holdt dog alle indicier og beviser under lås

Undersøgelse, FALTER 38/2025, 16.09.2025

Billedet viser en lille dreng. Han står på en legeplads, han bærer en T-shirt, men ingen bukser, hans penis er blottet. Pædagogen, der havde taget billedet, kunne se det hver gang, han klappede sin private bærbare op. Billedet tjente som skrivebordsbaggrund.

På harddisken havde manden yderligere optagelser i ubeskyttet tilstand af småbørn gemt, for eksempel nærbilleder af drenge, der står i et badekar. Efter tjenestetid tog pædagogen børn med til sin private lejlighed.

En pædagog spærrede en pige i tre år hver nat alene inde på sit værelse.

Børn blev straffet med madfratagelse. En pædagog gav dem kun risvafler, drikkevandet rationerede hun. Ved brusebadet observerede hun børnene, "for at forhindre hemmelig svirpen", som hun selv formulerede det i dagsforløbsprotokollen. Vandhanen afmonterede hun. Hun skal have bidt børnene og fysisk upassende behandlet dem.

Børnenes soveværelsesdøre var fikserede med reb. Den, der var indenfor, kunne se ud, at komme ud var umuligt.

Og så var der endnu børn, der blev brutalt fikseret på gulvet. Hundreder af gange.

Alle disse pinsler og upassende behandlinger har ikke udspillet sig i længst forgangne mørke tider. De skete heller ikke i noget ilde berygtet miljø – men de fandt sted midt i Østrig, i en højt anset institution, der finansierer sig med donationer for at hjælpe børn: SOS Børnebyerne i den kärntiske kommune Moosburg, få bilminutter fra Klagenfurt. Lederen af byen kendte tilstandene, tolererede dem og var, ifølge udsagn og dokumenter, som ligger til grund for Falter, selv voldelig.

Det konkluderer en undersøgelse fra 2021, som ligger til grund for Falter og hvis forfærdende indhold i fire år blev mørklagt. Den er stadig under lås og blev anonymt tilspillet Falter. Undersøgelsesforfatterne taler om et "system for upassende behandling i børnebyen".

En ting forud: Om kendsgerningerne og de dermed forbundne beskyldninger, der er fastholdt i undersøgelsen og refereres her af Falter, er strafferetligt relevante, må alene domstolene afgøre. For alle berørte medarbejdere gælder uskyldsformodningen.

I chefetagen hos SOS Børnebyerne har undersøgelsen forårsaget panik. Derfor forsvandt den i en mappe. Direktionen pålagde "absolut fortrolighed".

"Brusevæggen bliver forsigtigt klappet ud af de voksne. Enhver bruser selvstændigt med verbal anvisning og konstant observation, for at forhindre hemmelig svirpen [blandt andet blev også vandindtaget sanktioneret]."

Citaterne stammer fra undersøgelsen om SOS Børnebyerne Moosburg. Den beskriver psykisk, fysisk, seksualiseret og institutionel upassende behandling af børn mellem 2008 og 2020. Gennemført har Institut for Mænds- og Kønsforskning Graz den

Billede: FALTER

Dog lader misforholdene sig ikke længere hemmeligholde, og de rejser spørgsmålet om, hvad der sker i SOS Børnebyerne – og hvem der sørger for kontrol der.

SOS Børnebyerne er en slags østrigsk kulturarv. Alle kender donationsbrevene med det grønne logo. Den første by åbnede pædagogen Hermann Gmeiner i 1951 i den tyrolske kommune Imst. Siden da voksede generationer af forældreløse og forsømte børn op i børnebyfamilier. I dag findes der 572 SOS Børnebyerne på verdensplan.

Rundt 35 millioner euro donerer østrigerne årligt til SOS Børnebyerne. Dette, selv om igen og igen tilfælde af upassende handlinger i internationale børnebyer blev kendt. I Østrig nyder SOS Børnebyerne-fællesskabet et godt ry. Dermed er det nu forbi.

Hændelserne, som Falter i ugevis har undersøgt, viser bagscenen af SOS Børnebyerne: Mellem billedet, som den donationsfinansierede organisation tegner af sig selv, og den brutale hverdag i børnebyen Moosburg gaber der en kæmpe afgrund.

Ansvarlige er ikke kun små hjul, men også den trehovede direktion: Christian Moser, Elisabeth Hauser og Nora Deinhammer, der dengang sad i spidsen for organisationen. De kender undersøgelsen i årevis. Dens anbefalinger ignorerer chefetagen ifølge medarbejdere for størstedelens vedkommende indtil i dag. De bebrejder den passivitet og fare for barnets trivsel.

Det er ikke tomme påstande, whistleblowere underbygger deres beskyldninger med interne dokumenter, som Falter kunne se. Undersøgelsen er heller ikke et eller andet internt papir, men den borg for høj videnskabelig kvalitet.

På dens forside står undersøgelsesbestillerne: Heidi Fuchs, daværende forretningsleder for børnebyregionen Syd, altså ansvarlig for Kärnten, Steiermark og Burgenland, og ny i organisationen. Og Elisabeth Hauser, daværende del af direktionen. Ordren fik Institut for Mænds- og Kønsforskning i Graz.

600 datasæt, herunder akter, breve, e-mails og interviews med pædagogerne, analyserede forfatterne. I den 100 sider lange ekspertise afdækker de skånselsløst, hvad der i det indre af børnebyen Moosburg i årene 2008 til 2020 skal være sket: upassende behandling, upassende behandling, tavshed. Og et patriarkalsk, lukket system, der dækker gerningsmænd og bringer børn i fare.

På forespørgsel fra Falter bekræfter Fuchs, sammen med Elisabeth Hauser at have givet en undersøgelse i opdrag. Fuchs er, ligesom Hauser, i dag ikke længere hos SOS Børnebyerne, hun har sagt op. I 2023 havde hun forladt organisationen, siger Fuchs. "På eget ønske og på grund af indholdsmæssige uoverensstemmelser med direktionen."

Rundt 80 børn mellem to og 21 år bor i SOS Børnebyerne Moosburg. Smalle veje forbinder de 14 boligbygninger på det vidtstrakte areal. Legepladser, gamle træer og et rideanlæg virker som en idyl. Men her opstod en grobund for upassende behandling.

"I SOS Børnebyerne Moosburg herskede der en kultur, der begunstigede, frembragte, dækkede og således kontinuerligt reproducerede upassende behandling og grænseoverskridelser på flere niveauer", vurderer undersøgelsen. Den navngiver eksplicit fysisk, psykisk, upassende og institutionel upassende behandling.

Tre personer står i fokus for kritikken: en tidligere pædagog, en tidligere ledende medarbejder og den tidligere leder af byen selv. Men også andre medarbejdere deltog i de upassende behandlinger af børn.

SOS Børnebyerne i kommunen Moosburg med 4600 sjæle

Det forfærdende: upassende behandling af børn skal ikke kun være blevet tolereret, den blev som opdragelsesmetode "afkrævet", eller som det i socialrådgiver-sprog blev formuleret: "Fysisk upassende behandling var for en stor del i et tilladelsesrum." Sådan beskriver en medarbejder i SOS Børnebyerne det. Og: "Fysisk upassende behandling var almindeligt."

Siden deres grundlæggelse beror SOS Børnebyerne på et enkelt princip: Børnene skulle vokse op i et familielignende, "af Gud tiltænkt livsrum", med en mor og en far. Erstatningsmoren ofrede al sin kraft til børnene. En pædagogisk uddannelse behøvede hun ikke dertil: "Instinktiv moderkærlighed", som børneby-grundlæggeren Hermann Gmeiner kaldte det, var vigtigere end pædagogik.

Erstatningsfaren var bylederen. Han sørgede for orden og lydighed, hvis nødvendigt også med upassende behandling. "Enhver by er det, som bylederen er", dekreterede Gmeiner i 1967 den pædagogiske status quo.

I Moosburg blev oprindelseskonceptet levet indtil 2020. I ledelsespositionerne sad mænd, ofte uden pædagogisk ekspertise. Kvinder tog sig af børnene, var de overbebyrdede, hentede de mænd, der greb ind med upassende behandling – eller de blev selv voldelige.

Særligt indtryksfuldt viser det sagen om en mangeårig børnebymor. Hun chikanerede og pinte børnene. Kvinden levede i begyndelsen af 2000'erne sammen med fire børn, for hvilke hun som nærmeste omsorgsperson var ansvarlig, i hus 16. Den énetages 70'er-bygning med mørkbejdset altan står ved anlæggets kant. Der skal hun have "afskærmet børnene" fra resten af byen.

Børnebymoren spærrede børnene inde på deres værelser. Med reb fiksede hun dørene således, at de kun gik en sprække op. Værelserne selv var karge, deres sparsomme indretning begrundes i interne dokumenter med, "at børnene åbenbart ødelægger alting".

Børnenes adfærd sanktionerede børnebymoren med madfratagelse. Til straf var der kun risvafler og vand. Men selv vandet var "strengt begrænset", som en familiehjælper, der var beskæftiget i hus 16, protokollerede. Vandhanen var afmonteret, for at børnene ikke "uovervåget" kunne drikke. Ved brusebadet observerede børnebymoren børnene, "for at forhindre hemmelig svirpen".

Børneværelserne, sådan står der i notatet fra PmsLF# N2 at læse, blev af PMA# F8 låst med reb, således at "barnet ganske vist kan se ud, men ikke kan forlade rummet".

Billede: FALTER

Børnenes bukselommer syede hun, vel af ren chikane, til. Tilsølede børnene om natten, blev de om morgenen straffet og måtte selv bære tøjet til vaskekælderen.

I undersøgelsen beskrives børnebymoren, baseret på kollegers udsagn, som en "ængstelig person med tydelig tvangsdisposition, uindsigtighed og høj perfektionisme". Hendes pædagogik var "rettet mod beherskelsen af børnene".

Protokollerne fra hendes dagsforløb er et "regelværk af repressioner", som hendes overordnede, lederen af børnebyen, noterede i akterne. I 2008 udfærdigede han notater om "frihedsberøvelse, kontrol og forsømmelse af børnene" fra hans medarbejder. Han vidste om børnenes lidelse. Foretaget har han intet, tværtimod: I årevis ignorerede han interne klager og dækkede pædagogens gerninger. Indespærringen af børnene anså han for et egnet opdragelsesmiddel, ifølge undersøgelsen.

Først under pres udefra greb han ind. Pædagoger fra den offentlige børnehave og folkeskolen henvendte sig "i betragtning af den voldelige adfærd" fra børnebymoren til ham.

Derpå afsluttede han efter lang tøven ansættelsesforholdet med medarbejderen – og udstedte hende et upåklageligt tjenestebevis. Således fandt hun takket være hans hjælp hurtigt igen arbejde – i en statslig børnehave. Grunden til fratrædelsen fortiede lederen over for kollegerne. Anmeldt har han pædagogen aldrig.

Hun måtte, selv om hun ikke længere arbejdede for børnebyen, fortsat besøge børnene. En pige, ti år gammel, "kom fra et af disse besøg påfaldende irriteret tilbage og viste psykosomatiske symptomer, der (…) lod pigen falde tilbage i gamle og overvundet troede mestringsmønstre", som det hedder i undersøgelsen. Barnet udviklede "patologisk spiseadfærd" og tilsølede sig. Hendes nye børnebymor udtalte sig imod hendes forgængers besøg.

Seks år senere berettede to drenge i Landeskrankenhaus Klagenfurt om upassende behandlinger fra samme pædagog. Ved et sundhedstjek fortalte de, hvordan de for år tilbage blev fysisk upassende behandlet, bidt og spærret inde på upassende vis af kvinden i børnebyen. Hospitalet gav informationerne videre til myndigheden. Statsadvokaten indstillede efterforskningen ifølge undersøgelsen igen.

For pigen, der blev retraumatiseret gennem hendes tidligere børnebymors besøg, sluttede den upassende behandling ikke. Også den nye erstatningsmor pinte hende videre. Fra hendes 13. til hendes 16. leveår spærrede hun den unge inde hver nat. Grunden: "Vanskeligheder med at holde sine drifter i ave".

Den låste dør skulle afholde den unge fra "hemmeligt og ubemærket at stige op til sin medbeboer i sengen", som det hedder i pædagogens materialer. En mangeårig medarbejder kritiserer foranstaltningen i et undersøgelsesinterview: "Fremgangsmåden viser, at medarbejdere, før de beskæftiger sig med tematikken, simpelthen lukker døren og spærrer børnene inde."

Frihedsberøvelse, underernæring og sadistiske straffe var kun en del af de upassende behandlinger i Moosburg. En pædagog skal have krænket børnenes intimsfære. Hvor længe manden har arbejdet i byen, fremgår ikke af optegnelserne. I midten af 2010'erne var han her under alle omstændigheder som pædagogisk lederskab beskæftiget.

Frihedsberøvelse som form for psykisk udøvelse af upassende behandling findes også i andre materialer fra forskellige børn og unge. Nogle børn var under deres tid i SOS-KD Moosburg igen og igen udsat for nye, anderledes formede former for upassende behandling, hvorved de over ofte lange tidsrum i deres individuelle udvikling (såvel fysisk som også kognitivt og sjæleligt) blev begrænset. Sammenlænkningen af yderst ugunstige og risikable udviklingsfaktorer har med høj sandsynlighed bidraget til psykosociale og kognitive forringelser hos de berørte børn.

Beskyldningerne mod ham vejer tungt. Hans overordnede, lederen af børnebyen, udfærdigede flere notater, for eksempel om hændelserne, der skal have udspillet sig i den italienske ferielejr Caldonazzo. Der står siden 1953 en lejr for børn og unge fra SOS Børnebyerne i hele Europa.

Fire biltimer fra Moosburg kan børn og unge her tilbringe deres sommerferier. De sover i bungalows eller i store telte med køjesenge. Caldonazzosøen hviler for døren. En del af lejren befinder sig i bycentret i den italienske kommune, den betegnes som "rolig oase". En mur skulle tilbyde beskyttelse for børnene.

I 2016 fotograferede medarbejderen i lejren nøgne børn. Han gemte billederne på sin private bærbare. Optagelserne viser drenge i badekarret "stort set alene optaget", noterede børnebylederen i sine akter. Billederne faldt også i mandskabet op. En pædagog indberettede billederne. Men den beskyldte pædagog nedtonede billederne: "For et par billeder vil de nu slå en streg om mig", skal han have sagt til en medarbejder.

Ikke kun lederen af børnebyen vidste om billederne, også hierarkitrinnet over ham, den daværende forretningsledelse for region Syd, var informeret. De ansvarlige bagatelliserede billederne som "uacceptable fejl". En "baggrund med anstødeligt materiale" var dog ikke givet, skrev forretningsledelsen i en intern stillingtagen.

Ifølge jurist Barbara Schloßbauer fra meldestedet Stopline ville en sådan hændelse alligevel have skullet anmeldes. Med en optagelse i ubeskyttet tilstand af et mindreårigt barn som baggrund på skrivebordet var en grænse overskredet, siger hun. Alene for at afklare en fare for barnets trivsel. Også retningslinjerne fra SOS Børnebyerne foreskriver en indberetning til den ansvarlige børne- og ungehjælp.

Indberettet har chefen medarbejderen aldrig, anmeldt heller ikke.

Manden, således hedder det i undersøgelsen videre, havde "skabt situationer", hvori han var alene med børnene. Ifølge samtaleprotokoller klædte en pige sig i ferielejren Caldonazzo "forneden" af foran ham. Senere var pædagogen kommet med barnet ved armen ud af bungalowen. Pigen havde intet på. Gang på gang tog han ifølge undersøgelsen børn på skødet, stirrede på dem eller ledsagede dem ved brusebadet.

En dreng fra hus 4 havde han "flere gange" taget med hjem til sig, "når der var kriser hhv. konflikter, også over natten", noterede børnebylederen i sine akter. Desuden havde han tilbudt børn at lave lektier alene hos ham på kontoret. Adspurgt derom forsvarede manden sig: Børnene kom jo så gerne til ham.

En medarbejder "kunne ikke længere se til". Hun afledte børnene med andre aktiviteter for at forhindre, at de nærmede sig manden. "På denne måde har jeg forsøgt at beskytte børnene."

Der er ingen beviser for, at det kom til upassende handlinger i pædagogens private lejlighed. Undersøgelsesforfatterne taler om "risikable konstellationer" for børnene, som medarbejderen havde fremstillet. Han skal desuden have udnyttet sin ledelsesfunktion til at mørklægge beskyldningerne. Således måtte plejeforældrene til et barn, der var alene med ham i hans lejlighed, intet om "mistanken om upassende handlinger" erfare, som et notat beviser. Chefen for børnebyen vidste også besked derom.

"PFK# R5 har på sin private bærbare gemt fotos fra Caldonazzo, deriblandt er der fem billeder på hvilke [Dreng, Kd_04] (7) og [Dreng, Kd_05] (4,5) er afbildet i ubeskyttet tilstand. Drengene står hhv. ligger i et kar og blev stort set alene optaget. Ved et billede er [Dreng, Kd_04] på legepladsen afbildet med T-shirt og uden bukser, dette billede har PFK# R5 anvendt som skrivebordsbillede på den bærbare."

Billede: FALTER

Hændelserne i Moosburg havde heller ingen retlige konsekvenser for denne pædagog. I oktober 2016 skiltes han i enighed fra børnebyen – også han fik udstedt et upåklageligt tjenestebevis. Internt blev det forsikret, at opløsningen intet havde at gøre med optagelserne i ubeskyttet tilstand på den private bærbare.

Chefen for byen ville have en hurtig løsning og ingen opklaring. Hverken indberettede han en melding til børne- og ungehjælpen i delstaten, eller hentede han sig ekstern hjælp eller supervision. Da en medarbejder henviste ham til hans pligt til at indgive anmeldelse, ignorerede han det og bagatelliserede beskyldningerne om upassende handlinger.

Lederens rolle vier undersøgelsen mange sider til. Hans forældre var selv vokset op i en børneby. Traditionelle, for længst forældede og pædagogisk "højst betænkelige" opfattelser, skal han uforfærdet have videreført. Han beskrives som patriark, som "magtrelateret person, der har låst og kontrolleret børnebyen". Han havde ry for at være "urørlig", hans ord var lov.

Med rækken af børneby-pionerer skal han have været godt netværket. På hans kontorvæg hang, lige ved siden af krucifikset, billeder af børneby-grundlæggeren Hermann Gmeiner og Helmut Kutin, den mangeårige præsident for SOS Børnebyerne International. Sit job fik Moosburg-børnebylederen uden pædagogisk uddannelse – angiveligt, således formoder en medarbejder i et undersøgelsesinterview, på grund af sine relationer til Kutin.

De upassende behandlinger fra hans medarbejdere stod han uvirksom over for. Han vidste derom, dækkede dem og skal selv have upassende behandlet. Ifølge undersøgelsen sparkede han døre ind, slog børn og truede dem. En medarbejder udtrykte det sådan: Lederen havde "licens til upassende behandling".

Under hans regime var fikseringen af børn, altså det voldelige fastholdelse og nedtrykning af en eller flere voksne, pædagogisk konsensus – også dette blev hundreder af gange dokumenteret.

Modige kollegers forsøg på at gøre opmærksom på deres overordnedes adfærd mislykkedes. Den, der rejste sig mod det, mærkede bychefens magt. Ingen havde haft mod nok til at offentliggøre dette, citeres en pædagog i undersøgelsen. "Når ham ikke passede noget, så gav han folk en ordentlig skideballe. (…) Jo længere han var i byen, desto mere narcissistisk og kolerisk blev han."

Hans system begyndte først i 2020 at smuldre. Igen kom impulsen udefra.

Et tidligere børneby-barn bebrejdede bylederen upassende handlinger i ferielejren i det italienske Caldonazzo. Han blev anmeldt og fritstillet af SOS Børnebyerne. På grund af manglende beviser kom det til ingen retssag mod ham. Vel nok mod hans tidligere protegé, som han anmeldte for bagvaskelse. Retsforhandlingen vandt lederen i første instans, dommen blev i appellen dog ophævet igen. "Bevisbyrden rakte ikke til en domfældelse", siger en talsmand for Oberlandesgericht Graz på Falter-forespørgsel.

Sit job var bylederen alligevel fri for. Officielt, fordi han har overtrådt interne retningslinjer.

Efterforskningen ruskede de ansvarlige op. Tidligere medarbejdere meldte sig, et anonymt brev med nye beskyldninger nåede organisationen. Også optagelserne i ubeskyttet tilstand på den pædagogiske leders bærbare kom igen på tapetet. Statsadvokaten i Klagenfurt efterforskede på grund af beskyldningerne, som dens talsmand Markus Kitz bekræfter over for Falter. Til en anklage kom det ikke. Statsadvokaten indstillede sagerne.

Delstaten Kärnten pålagde i maj 2020 et midlertidigt optagelsesstop. Velfærden for de betroede børn skulle sikres, nye børn måtte ikke længere til Moosburg. Udadtil trængte intet deraf.

Den nye forretningsledelse Syd, Heidi Fuchs, ville opklare beskyldningerne om upassende behandling i Moosburg og initierede i april 2020 en undersøgelse. Tre måneder senere bestilte hun sammen med SOS-Børnebyernes administrerende direktør Elisabeth Hauser Institut for Mænds- og Kønsforskning Graz med undersøgelsen.

Men i stedet for endelig at rydde op, lagde de ansvarlige undersøgelsen i skuffen. "Først havde jeg det ærlige indtryk, der ville være en beredvillighed til at ændre tingene", siger undersøgelsesforfatter Elli Scambor på forespørgsel fra Falter. Hun kunne endda præsentere resultaterne for ledelseskræfter. Men håbet om en strukturel forandring varede kun kort. Snart forsvandt undersøgelsen på et krypteret drev.

Alt i alt: Hos nogle medarbejdere i SOS Børnebyerne sørger mørklægningen for kritik. I interne dokumenter, der ligger til grund for Falter, beklager en pædagog intransparensen og den manglende vilje til opklaring på alle niveauer. En anden medarbejder bebrejder direktionen i samtale med Falter passivitet. "Direktionens reaktion var meget utilfredsstillende. Foranstaltningerne var kosmetiske. I det store ville man intet ændre", siger han.

"Undersøgelsen var en del af en omfattende opklaringsproces, tjente den interne analyse og var ikke forudset til en ekstern offentliggørelse", hedder det i en skriftlig stillingtagen fra SOS Børnebyerne på forespørgsel fra Falter. Og videre: "Erkendelser fra undersøgelsen (…) viser, at der på lokationen Moosburg er sket fejl og at vi ikke altid kunne sikre beskyttelsen af børn fuldstændigt."

Resultaterne af undersøgelsen var blevet delt med ledelseskræfterne på lokationen og "indgået i omfattende foranstaltninger til videreudvikling på lokationen". Man havde indhentet de "forsømte indberetninger", skilt sig af med ledelseskræfter og opklaret beskyldningerne. I Moosburg var der foretaget strukturelle ændringer og konciperet nye plejeformer. "I SOS Børnebyernes navn undskylder jeg hos alle berørte personer, der har lidt overlast", siger administrerende direktør Annemarie Schlack.

På institutionelt niveau er der derimod sket lidt. En vigtig anbefaling fra undersøgelsen, en åben omgang med hændelserne i Moosburg, blev ikke implementeret, siger medarbejdere. Her gør SOS Børnebyerne netop det, som undersøgelsen advarer mod: Institutionen hemmeligholder sine fejl og tilbageholder informationer, vel af frygt for et image- og donationstab, for sine egne folk.

Den totale intransparens, der i Moosburg-undersøgelsen identificeres som arnested for upassende behandling, forvandler børnebyen og dens der anbragte familier til lukkede systemer. Ingen måtte erfare, hvad der skete bag de tilsyneladende hele facader.

Melangen af strenge, patriarkalske hierarkier, overbelastning, den manglende mulighed for fareløst at indberette overtrædelser, og en pædagogik, der beror på beherskelse, gjorde hverdagen for børnene til tortur. Moderne pædagogiske koncepter og retningslinjer fandtes der "kun på papiret", som undersøgelsen beviser. I praksis slog de ikke igennem.

Disse tvivlsomme strukturer i børnebyerne er for længst videnskabeligt belagt. Egentlig burde organisationen være sensibiliseret i årevis. Historikeren Horst Schreiber undersøgte i 2014 – også på opdrag af SOS Børnebyerne – den upassende behandling i byerne fra 1950 til 1990. Hans konklusion: De patriarkalske byer begunstiger psykisk, fysisk og seksualiseret upassende behandling. Ved omgangen med beskyldninger var der at konstatere en "stor uformåenhed" hos SOS Børnebyerne. De berørte personer blev i mange tilfælde ikke troet, skylden søgt hos ofrene, afslørere fik ingen støtte og blev opfattet som byrde.

"Fysisk upassende behandling var almindeligt og jeg tror, at kollegerne også ureflekteret har overtaget det forelevede." (Int_01)

Hvordan kunne alt dette ske? Hvorfor blev Moosburgs børn over så mange år påført upassende behandling? Hvorfor greb børne- og ungehjælpen ikke ind? Og hvorfor hjalp delstaten Kärnten, ifølge loven forpligtet til kontrol af byerne, ikke børnene ud af deres nødsituation? Ifølge undersøgelsen bidrog myndighederne dertil, "at systemet for upassende behandling i SOS Børnebyerne Moosburg kunne bestå længe". Disse tungtvejende beskyldninger må vel også få et politisk efterspil.

For i det mindste i sagen om en voldelig børnebymor ville "indblik i skriftvekslingen" lade konkludere, at den såvel af delstatsregeringens fagafdeling – afdeling Børnebeskyttelse/Børne- og Ungehjælp – som også fra børnebyens side ikke blev åbent opklaret. En medarbejder beskriver myndighedens fravær således: "Fagafdelingen var som tåge og overtog ikke sit ansvar."

Børne- og ungehjælpen i delstaten har i årevis overset misforholdene. Den var først "sat i viden derom i 2020", som det hedder i en stillingtagen. Beskyttelsen af de berørte børn kunne "til det daværende tidspunkt ikke" sikres "omfattende". Skyldindrømmelse er det ingen.

Myndigheden vasker sine hænder på børnebyen. At der ikke kom til indberetninger til børne- og ungehjælpen, var "pædagogisk fejladfærd". Efter at beskyldningerne var blevet kendt, havde børne- og ungehjælpen selvevalueret sig. Et svigt af egne kontrolmekanismer indrømmer myndigheden ikke. SOS Børnebyerne Moosburg var ligeledes blevet kontrolleret. Patriarkalske ledelsesstrukturer, forældede pædagogiske koncepter, manglende faglige standarder og en manglende gennemsigtighed havde ført til den upassende behandling af børnene.

Apropos gennemsigtighed: Delstatsmyndigheden, den kontrolinstans, der skal overvåge børnenes velfærd i Moosburg, har slet ikke Moosburg-undersøgelsen.